Hvad dækker begreberne over?

 

Ordet kennel kommer af engelsk som betyder en bygning - af en hvilken som helst slags - hvor hunde opbevares. Vi bruger ordet en smule anderledes i Danmark. Meningen på dansk refererer til opdræt.

 

Stueopdræt er som oftest et lille opdræt med få hunde og som navnet angiver, med hunde boende i huset - ikke nødvendigvis kun stuen ☺. Begrebet angiver at der er tale om højst 2 kuld pr. år. At være en kennel i DKK betyder, at man har gennemgået DKK's opdrætterkursus. En kennel er altså således ikke, som mange tror, et opdræt med mange hunde eller et decideret job, hvor en interesseret hvalpekøber blot kan møde op uden aftale eller forvente at kennelmutter står til rådighed som var det en virksomhed. Det kan lige så godt være et mindre hundehold på 2-4 hunde med 1 kuld om året eller 1 kuld hvert 2. 3. år. 

Kenneler/opdræt der avler mere end 3 kuld om året kaldes for erhvervsopdrættere og skal på krav fra virksomheden STAT gennemføre uddannelsen hundeholderuddannelsen. 

 

Staldkennel hentyder til at hundene opholder sig i bokse eller løbegårde og at der ofte er mange hunde, som ikke nødvendigvis opholder sig i hjemmet/hovedhuset.

Der findes mange varianter af ovenstående. Små opdræt (ikke nødvendigvis med tilhørende kennelnavn og opdrætteruddannelse). Små kenneler med uddannelse. Erhvervsopdrættere med få hunde eller mange hunde i annekser eller løbegårde i huset. Dvs. et opdræt der er defineret ved at hundene ikke løber frit, men opholder sig i bure/staldrum/løbegårde, når de ikke lige luftes i fx. udendørs løbegårde.

 

Fancy pancy: Der er også kenneler, som slet ikke stambogsfører og derfor heller ikke er medlem af en organiseret kennelklub. Disse blander iøvrigt ofte racerne og finder på fancy populistiske navne og påstår at deres hund er en race der hedder cavidoodle, doodle, capaco og andre idérige opfindelser, der er ren fantasi. Ofte har de ikke en dyt forstand på hverken sundhed eller genetik og racernes standard og kan gøre voldsom harme på hvalpenes sundhed på den vis. Nogle af disse steder har den lovpligtige hundeholderuddannelse, da de ofte har mange hunde og mange kuld om året. Lad jer ikke narre! Det er ren business! Så hundeholderuddannelsen er IKKE et garantibevis. Det er udelukkende STAT's påfund for kontrol/afgift.

 

Vores kennel er et hobby-stueopdræt. Jeg har taget opdrætteruddannelsen - der betår af 4 moduler. Genetik, Miljø, Opdræt og Jura.

Vores hunde færdes i hele huset og kun i løbetider holder vi dem adskilt 2 og 2 (når vi har hanner). Vi har  1 kuld hvalpe om året. Hvis det passer med planlægningen, så kan 2 kuld komme på tale.

 

ETIKKEN & AVLSARBEJDET

 

Vi stambogsfører i kennelklubben DKK.

Det er den eneste internationale klub i Danmark med FCI som paraplyorganisation. Vi følger de etiske retningslinjer formuleret af DKK, der omfatter indavlsgrader, alder og antal kuld på tæve og hanhund, matadoravl mv.



DKK-stambogen sikrer, at der er tale om racerene papilloner. Og netop når det handler om gener, som er så uforudsigeligt, og på samme tid også forudsigeligt, da vi ikke kan teste alt og slet ikke ved alt, så er det ikke desto mindre vigtigt at vide, at når man køber en papillon med en FCI/DKK-stambog, så er det en papillon. Er man samtidig medlem af DKK, kan man altid tilgå sin hunds aners sundhed. Ellers kan man spørge sin opdrætter, der bør kunne fremvise testresultater.

​​

Når vi planlægger en parring, så ser vi efter styrker og svagheder og vælger han/tæve som kan højne standarden. Har tæven fx. en lidt flad hale, så kører vi efter en flot buet hale og så fremdeles. Alt kan ikke gøres i én parring, men vi avler os frem til den ønskelige hund. Nogle gange ønskes en linje lidt større eller lidt mindre og umage par kan da forekomme :)
 

For en opdrætter er stambogen et rigtigt godt værktøj og en DKK stambog giver en garanti og tryghed for, at du køber en sund racetypisk papillon, der er avlet ud fra de bedste vilkår.

​

Udvalgte racetypiske træk: Højde ca. 28 cm. I praksis regnes med ml. 24-30 cm. Gælder for begge køn. Vi opdrætter KUN på hunde i disse højdemål - 24-30 cm.  Ørerne skal stå i ca 45 grader og skal være behængt med frynser. Skallen skal have et tydeligt stop, men skallen skal ikke være kuppelrund - som ved chiuauas. Papilloner skal og må ikke have åben fontanel. (ses ofte ved de kuppelformede skaller). Papillonen skal helst have saksebid, tangbid er ikke en fejl, men saksebid ses helst. Over- og underbid er en fejl. Snuden må hverken være for kort eller for lang. Den bør være 1/3 af skallens længde fra stop til bagkant af kraniet. Der er også en tendens til at gøre snuderne for korte, fordi de får et mere cute og bamseagtigt udtryk. Risikoen med at avle på for korte snuder er dels, at den bliver for kort over tid og belaster åndedrætssystmet, men også at papillonens små tænder får trange kår. I forvejen har papilloner korte tandrødder og dobbelt tandsæt set langt oftere (hvis ikke kun) hos de små varianter af racen.



Alle vore hunde bliver patellatestet samt PRA-testet i forbindelse med avl. 

Alle vore hunde er testet NORMAL for PRA1 og vil fremgå på hundeweb. 
Vores hunde bliver også øjenlyst for andre mere sjældne øjensygdomme.



Når man som opdrætter er stolt af sin avl, hvad er det så man er stolt af? Det er forældredyrene, der lægger gener til, der udfører akten, bærer hvalpene og udfører den første prægning og opdragelse. Og de forældredyr har deres genmateriale fra deres forældre, tip-forældre osv.

Fra mennesker ved vi fra emperiske undersøgelser, at karaktertræk er genetiske. Dvs. en bestemt tendens, adfærd nedarves fra forældrne til børnene. Således kan man se børn, der ikke er opvokset med deres forældre, udvise træk, gangarter, en bestemt måde at spise på osv, men også temperamentsmæssigt nedarves visse træk. Arv og miljø skal bestemt også indrages, for dette kan ændre meget i både positiv og negativ retning - både for hunde og mennesker ;-)

Men ligesom med udseenet, som pludselig kan springe mange generationer over (pigmentering med eller uden vildtklo, ørestilling osv) så kan der også være nogle karaktertræk, som vi ikke umiddelbart kan identificere hos forældredyrene og så er det vel naturligt at tænke, at de må komme fra en af de mange aner eller der er tale om epigenetik

Og her er det så, vi mener, at det noble arbejde som seriøs opdrætter begynder og viser sit værd, selvom gener og biologi er uforudsigeligt i en vis grad, da vi reelt kun ved meget lidt om det.