HANHUND GANDALF
HIP HURRA FOR BEDSTEFAR HAN ER SÅ SØD OG RAR
Det slår mig pludselig. Jeg har været så travl, at jeg har glemt at opdatere hjemmesiden og ikke mindst status på Gandalf.
Vores søde gamle Gandalf drog herfra i 8. januar 2026. Mellem jul og Nytår fik han analkirtelbetændelse - igen. Dagen efter havde han fået en fistel (en kanal) fra endetarmen og ud gennem huden. Han fik to omgange med penicillin og det så ud til at virke. Men han slingrede nu også i bagpartiet. Det var koldt og han kunne slet ikke holde varmen mere. Han hostede (vand i lungerne grundet hjertet) og skulle have mere vanddrivende. Alt i alt en acceptabel situation, vinteren er jo kort. Men bedst som vi troede han var kommet sig over det, åbnede fistel-hullet sig igen. Dvs. en situation, der nu ville kræve narkose og dybderens. Han havde også fået smertestillende og det begyndte nu at give mavesmerter, så fuldkommen uholdbart. Og da han ikke kunne tåle narkose, da tog vi beslutningen, vi vidste ville komme.
Vi drog afsted næste morgen. Gandalf troede han skulle på tur og vi fik helt dårlig samvittighed, for det var en tid siden, vi havde været i skoven. 1 minut i bilen og vi blev mindet om hvorfor. Han rystede af kulde, ja nærmest klaprede tænder. Hos dyrlægen gik han rundt og snusede - det elskede han - fik godbidder direkte fra de små kasser i hundehøjde. Han kunne end ikke tygge dem.
Han fik den beroligende sprøjte og hylede som en gris - gamle følsomme fyr. Vi ville give ham lov til at snuse og strinte alt det han ville indtil han blev træt. Der gik 45 sekunder. Så tog jeg ham op i armene og han faldt om på Gerts og mit skød i dyb snorkede søvn med smaskelyde og drømmegrynt. Det kunne seriøst ikke have gået bedre. Og vi tog beslutningen på det helt rigtige tidspunkt. For ham var det en lille udflugt med godbidder, lidt av men så en god drøm og søvn. Vi bad ham hilse Pippi, hans soulmate, der under tragiske omstændigheder forlod os alt for tidligt.
Pippi og Gandalf er vores kennels stamfædre. En epoke er slut. Han havde et dejligt liv, var elsket af ikke mindst alle hvalpe.
____________________________________
Nu 16 år. 16 år det er godt nok noget af en hundealder. Han er så kær. Sover meget og de lange ture kan han ikke mere. Så må han op på armen og bæres noget af vejen.
Gamle Gandalf ... dejlig selvstændig herre. Med alderen har han fået dårlig hørelse, men også selektiv hørelse. Det er vist lidt ligesom vi andre ;) Når han futter med ud på marken, så trisser han lidt rundt og pludselig kan vi ikke se ham. Kalde på ham nytter ikke noget, for han kan vitterlig ikke høre os. Så vi lader ham trisse rundt i sit eget tempo så lang tid han nu gider. Vi holder låger åbne, så han kan komme tilbage til det varme bryggers. Hele matriklen er indhegnet, så han kan ikke komme nogle steder. Og pludselig hører vi et gø og han står foran en låge eller bryggersdør og vil ind.
Han vil stadig gerne lege og måltiderne er simpelthen dagens højdepunkt :) - lidt ligsom vi andre - hahahaha, men at gnave ben, der altid har været en glæde for ham, er blevet lidt besværligt.
Han sover en del efterhånden, den gamle knark, men virker stadig frisk for så vidt. Han nyder sit otium.
_________
Gandalf er en kærlig og blid starut med et stort overskud for sine flokmedlemmer. Han er meget pligtopfyldende over for sin familie, sine "tøser" og ikke mindst Bala. Hans rummelighed og opdrageevner over for hvalpe er bemærkelsesværdigt kærligt. De første gange jeg "opdagede" han ørevaskede og nussede Bala, stoppede han brat og lod som ingenting. I starten var det nærmest lidt flovt for ham. Gandalf er meget blid og følsom.
Gandalf er super blid og meget rummelig.
Han bruger hovedpude, når han sover og det har han altid gjort og så ruller han sig i gardinerne.
Han elsker mad, gulerødder, ben, peberfrugter, blomkål, bønnespirer, pandekager - hehe - når han stjæler dem, for det gør han nemlig. Hopper på bordene når vi ikke er hjemme og vender vrangen ud på poser og pakker. Bandit.
Vi håber Gandalf bliver hos os til han dør af alderdom, for vi elsker ham med og uden fjollerier.
